Jeg overvejer seriøst at melde mig ud af Klub Jul!

Kære Tina,

 

Jeg er 31 år og har kæmpet for at blive gravid i snart to år. Jeg har PCO og vi er i gang med IVF behandling, og det er bare hårdt nu!

Min lillesøster på 28 er lige blevet gravid og hele familien er på den anden ende. Det er første barnebarn på begge sider – og det føles så uretfærdigt, for det skulle jo have været mig der kom først! Jeg er selvfølgelig glad på min søsters vegne – eller rettere….. jeg forsøger at være glad. Det der er hårdest, er faktisk at hele familien behandler mig som et råddent æg på grund af alt det vi går igennem, og det viste sig, at min søster havde vidst at hun var gravid i 3 uger inden hun ringede og fortalte mig det. Jeg blev bare så vred på hende – hvorfor skulle jeg være den sidste der fik besked?. Som om jeg er sådan en som alle skal tage hensyn til!!

Jeg ved ikke hvordan jeg skal overleve julen. Hele familien (også min mands) bor i Jylland inklusive min søster og hendes kæreste. Det er kun mig og min mand der bor på Sjælland – så vi skal derover – og alt det der plejer at være så hyggeligt med juleaften, julefrokoster og overnatning i 3-4 dage– det kan jeg lige pludselig slet ikke overskue!

Jeg føler mig deprimeret og tømt for energi – og så har jeg så dårlig samvittighed overfor min søster og min familie – fordi jeg slet ikke orker at tage del i al glæden og postyret over baby og jul. Faktisk overvejer jeg seriøst at melde mig ud af Klub Jul!

Jeg håber du kan hjælpe mig til hvad jeg skal gøre?

Mange hilsner,

”Cecilie”

 

 Svar fra Tina

 

Kære” Cecilie ”,

Tak for dit ærlige brev.

Jeg forstår godt du synes julen kan virke uoverskuelig, med alle de mange krav om nærvær, fællesskab, engagement og ægte ”Feel Good” stemning – når det slet ikke er der, I er lige nu!

Du skriver, at du er træt af at familien behandler dig som et råddent æg! Det forstår jeg godt – det kan også være meget anstrengende. Samtidig fortæller det mig, at din familie formentlig er i tvivl om hvordan de bedst støtter dig/jer og at de – fordi de ikke ved hvad de skal stille op – går rundt på listesko.

Mit første råd til dig lyder på at du skal uddanne dine nærmeste i hvordan de skal støtte dig/jer på den bedste måde, i denne tid med behandlinger og en fremtid som ingen kender. Du skal sætte dig og skrive alle de udtalelser og spørgsmål ned som gør dig vred, frustreret, irriteret eller ked af det

Eks:

Jeg bliver ked af det/vred når du spørger mig om……………

Når du siger…………..bliver jeg blot endnu mere frustreret

Når du ikke respekterer at…………………..føler jeg mig forkert og det gør min/vores situation meget værre

 

Bagefter skriver du alle de spørgsmål/udtalelser ned, som får dig til at få det bedre

Eks:

Jeg bliver glad/rørt/ når du spørger mig om………………

Når du siger……………………letter det hele lidt for en stund

Når du respekterer at……………………………….føler jeg, at jeg at jeg kan få lov til at være den jeg er, med de følelser jeg har

 

Det lyder også som om du er havnet i kløerne på dig selv – forstået på den måde, at jeg fornemmer, at du har store forventninger til dig selv om hvad du skal kunne klare og hvad du bør have overskud til. Vi mennesker er ofte allerhårdest ved os selv. Hvis vi behandlede vores venner som vi behandler os selv – ville ingen af os have nogen venner!

Det er rigtigt vigtigt, at I passer godt på jer selv og hinanden i den yderst krævende proces det er at være i barnløshedsbehandling – og julen er absolut ingen undtagelse – selvom I måske kommer til at skuffe nogle mennesker I holder af. Hvis man fortæller sine nærmeste hvilke valg man har truffet på en god og kærlig måde – plejer det at glide nemmere ned. Her kommer mine bud på hvordan I kan gribe det an:

Du og din mand skal have jer en god snak om hvordan julen 2014 skal se ud for jer i år.

 

Her er et par spørgsmål som måske kan hjælpe jer på vej:

 

  • Hvornår (hvilken dato) skal vil tage af sted til Jylland?
  • Hvor mange dage kan vi overskue at være afsted i alt?
  • Hvor er det mest trygt for os at være juleaften? Hvor kræver det mindst af os?
  • Hvilke arrangementer skal vi vælge til i år – og hvilke skal vi vælge fra i år?
  • Hvordan informerer vi bedst vores familier om vores til og fravalg – på skrift (Julekort/mail) – i tlf – ”face to face”?
  • Hvordan håndterer vi evt skuffelser/manglende forståelse fra vores familier?
  • Hvordan støtter vi bedst hinanden her? Hvad har vi hver især brug for?

 

Jeg håber du kan bruge mine forslag til noget positivt og så vil jeg ønske dig og din mand en rigtig glædelig jul på jeres måde – og held og lykke fremadrettet.

De kærligste (jule)hilsner,

Tina.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *