Jeg er bange for at jeg – og mit ufødte donorbarn bliver valgt fra!

Kære Tina,

Dette bliver en længere mail.. Sidder i skrivende stund med tårer i mine øjne og håbløshed i sjælen.. Føler mig uden retning og i mine egne følelser vold..

Vores fertilitetshistorie er lang… Min kæreste gennem 7 år har to drenge fra tidligere forhold som nu er 13 og 14. Da han fik dem, troede han at det var med kvinde i hans liv og han blev derfor steriliseret, da hun ikke kunne. Tåle P-piller..

Fertilitetshistorien kort fortalt gennem de sidste 4 år er at min mand 2 gang har forsøgt at blive re-opereret uden held, vi har prøvet reagensglas 3 gange uden held og for 14 dage siden forsøgte vi at få sat et fryseæg op fra første reagensglasbeh. alt sammen uden held..

Jeg blev opsagt fra mit job gennem 7 år i nov sidste år..dels pga. Sparerunde og fordi jeg var letsindig at fortælle at jeg gik med tanker om at prøve igen at blive gravid.. Pt er jeg i et vikariat som jeg er presset af fordi jeg ønsker mig et fast job for at være sikret økonomisk hvis jeg nogen sinde sku blive gravid..

Min mor blev for to år siden pludselig meget syg, lammet i store dele af hendes krop.. Uden at lægerne kunne finde årsag.. Hun har senest været indlagt siden 6.1.15 og er stadig.. Der har været så mange ting hendes forløb som har været dybt kritisable.. Og det påvirker mig helt vildt.. Pt kan jeg ikke tale med min mor da hun har trakeostomi.. Som de forsøger at trappe hende ud af..

Min kærestes far har for 1,5 mdr. Siden fået konstateret leukæmi.. Det taler de ikke om i deres familie i modsætning til det som sker i min familie..

I går var jeg til jobsamtale hvor de roste mig for at udvise stor ro, nærvær, høj faglighed men samtidig fornemmede sårbarhed.. Hader når det bliver gjort til en negativ ting.. Den er en del af mig og gør mig til den jeg er.. Og ja der er også grund til at sårbarheden er større pt.. Men det havde jeg ikke lyst at involvere dem i..

Situationen er den at jeg kan mærke at jeg er fuldstændig færdig med at få taget æg ud, det er alt for hårdt for mig og min krop og så smertefuldt at jeg ikke ville udsætte min værste fjende for det.. Så nu er der doner tilbage.. En del af mig får lyst til at springe ud over kanten med lukkede øjne, men en anden meget stor del af mig har virkelig ikke lyst til det.. Det er argumenter i mit hoved som “jeg valgte min partner fordi det er ham jeg på urinstinkt biologisk ønsker at forene mig med..” Der fylder og.. Vil det føles anderledes, vil vi hver dag kigge på barnet og ikke se os begge i det, som vil fylde mellem os og måske allermest i mig.. Hvordan skal vi forholde os til det i forhold til resten af verden.. Hvad er det bedste valg for det individ vi gerne vil skabe på længere sigt.. Hvordan forhindre vi at det føler sig forkert som donorbarn..

Og min allerstørste frygt er måske nok at babyen og mig skal komme til at mærke og føle sig afvist af de to drenge som min kæreste allerede har, da moren aldrig har accepteret mig eller vores forhold og det har altid også været en problematik som har smittet af på børnene… Tror mit hjerte vil brase i 10.000 stykker hvis jeg skal hører dem sige at det nye lille liv ikke er deres familie fordi deres far ik er dens far… Er så sårbar at det ikke kan rummes uden at alle mine primitive forsvarsmekanismer i den grad vil komme i spil… Jeg vil så gerne lande med det her på en måde så det var en ok følelse i mig at sku have en donorbaby… Havde jeg ik en kæreste så tror jeg faktisk ik at jeg ville ha haft et problem med at blive alenemor med en donorbaby… 

Vi har købt os til rigtig meget god terapi igennem de sidste 7 år fordi drengenes mor er virkelig grænseoverskridende i hendes adfærd og det fylder og har fyldt helt vildt meget.. Vi har drengene 5 dage hver 14. Dag.. I kraft af mit arbejde vil jeg sige at hun virkelig mange borderline symptomer..

Håber du kan sige noget der kan hjælpe…

Kh Anette.

 

Svar fra Tina

 

Kære Anette,

 

Tusind tak for dit indlæg – jeg føler mig dybt berørt af at læse din mail – jeg kan virkelig godt forstå, at du synes det er hårdt at være dig – og at det er svær situation du står i!

Du beskriver rigtigt mange svære følelser – og at det på mange måder er komplekst – fordi dit liv er berørt på mange fronter. Din mors svære sygdom, din svigerfars nyligt tilkomne alvorlige sygdom, dit arbejdsliv som ikke er helt tilfredsstillende, din kamp for en plads i dine to bonusbørns liv på trods af deres mor som obstruerer – og formentlig allervigtigst, en langvarig og udmattende fertilitets kamp for at få dit eget barn med din kæreste, og nu en helt ny donor problematik!

Af hensyn til pladsen, vælger jeg at prøve at skrive noget brugbart til dig omkring din behandling og de følelsesmæssige dilemmaer du står i, lige nu, i forhold til eventuelt at påbegynde behandling med donorsæd.

Først vil jeg ønske dig tillykke med at du har mærket efter i din krop og sagt fra overfor flere ægudtagninger! Godt du har mærket din grænse og sat den!!

Dine tanker og følelser omkring at gå i gang med insemination med donorsæd er helt naturlige og meget forståelige. Dem deler du med rigtigt mange andre kvinder og mænd i samme situation. Jeg kan anbefale dig at læse noget litteratur om emnet, og der er mange chatfora – bl.a. LFUB – Landsforeningen for ufrivilligt barnløse – der måske kan være en støtte for dig/jer, hvor du kan tale med andre i samme situation. Kirsten List Larsen har skrevet en udmærket bog om det at skulle være forældre til et donorbarn. Jeg mener den hedder ”Far, Mor og donorbarn”

Jeg kan læse mig til, at din største frygt handler om afvisning. Afvisning af dig som forhåbentlig kommende mor, men måske især som menneske i den familie du indgår i med din kæreste og hans to børn. Det lyder som om at du aldrig er blevet en integreret del af den sammenhæng – også fordi børnenes mor fylder på en meget uheldig måde.

Det er meget let at overføre sine egne følelser af afvisning og manglende accept på sit eget kommende barn – også selvom det barn ikke ”er en realitet” endnu. Jeg har en fornemmelse af, at fordi du bliver afvist – og at du meget forståeligt reagerer meget kraftigt på det, så er du overbevist om at dit barn (heller) ikke har ret til at være der – ”donorbarn” eller ej! Det vil sige at omverdenen får alt for meget magt over dig og din sunde dømmekraft – og det medfører at du mister kontakten til dig selv!

Det er vigtigt at du får arbejdet med dine egne følelser af afvisning og følelsen af, at du ikke har ret til at være der. Det vil gøre det nemmere for dig at mærke dig selv og få adgang til din intuition og dine behov. På den måde vil du opleve, at du vil få lidt mere retning igen.

Med hensyn til at opgive drømmen om at få jeres eget fælles biologiske barn – så er det en stor sorgproces du er igennem, der på mange måder kan minde om den sorg der er forbundet med at miste et levende barn. Sorg er en naturlig menneskelig følelse, den skal ikke fikses eller fjernes. Den skal opleves og gennemleves, og sorg tager tid! Midt i alt det skal I så tage stilling til om I skal benytte donorsæd. Det vil sige du både skal forholde dig til et vigtigt tab og træffe vigtige beslutninger om fremtiden – det er hårdt at stå i.

Din kæreste er ikke igennem samme sorgproces, fordi han har biologiske børn. Det betyder at du kan komme til at føle dig endnu mere alene!

Jeg får lyst til at sige til dig, at ordet ”donorbarn” i virkeligheden er med til at skabe afstand og forkerthedsfølelse. Jeg tænker, at et barn er et barn, uanset herkomst og at en mor og en far betegner de to voksne individer som er omkring barnet hver evigt eneste dag, som trøster, giver kærlighed og omsorg – og som elsker barnet betingelsesløst. Det er ikke nødvendigvist altid nemt at være forældre…….heller ikke til et biologisk barn!

Du kan formentlig fornemme, at jeg synes din situation er kompleks, og derfor vil jeg også slutte af med at anbefale dig at tage kontakt til en god psykolog/ psykoterapeut som kan hjælpe dig med at navigere i alt det her kaos, give plads til at du kan bearbejde alle dine sorgreaktioner, hvor du kan lufte din tvivl omkring brugen af donorsæd og din angst for fremtiden – og allermest hjælpe dig med at få en følelse af at du er velkommen og at du hører til!!

De kærligste hilsner,

Tina.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *