Hvor længe er det normalt at være ked af det, efter man har aborteret?

Kære Tina

 Jeg er en kvinde på 35 år og jeg har valgt at prøve at få et barn alene. Derfor er jeg i gang med inseminationsbehandlinger. I sidste behandling blev jeg gravid og der var hjertelyd ved skanningen i 7.uge. Da jeg så skulle til nakkefoldskanning, viste det sig at fosteret var gået til i ca. 8. uge, og jeg anede det slet ikke – jeg havde ikke blødt eller haft andre tegn på at noget var ”galt”. Jeg blev chokeret og meget ulykkelig.

Det er nu snart to måneder siden og jeg er stadig meget ked af det. Jeg var sygemeldt i 2 uger efter aborten og det var svært at komme tilbage til arbejdet. Jeg føler mig stadig modløs og trist og jeg ved ikke om det er normalt, om jeg bare skal tænke på noget andet og komme videre, eller hvad jeg skal stille op med mig selv?

Jeg skal i gang igen med en ny omgang behandling og selvom jeg rigtigt gerne vil være gravid, så kan jeg slet ikke overskue hvis jeg skal igennem det her en gang til.

Hvad vil du råde mig til at gøre – og er jeg normal eller overbekymret?

Mange hilsner,

“Den overbekymrede” 

 

Svar fra Tina

 

Kære “overbekymrede”,

Jeg kan virkelig godt forstå at du har været og stadig er ulykkelig over at have mistet dit barn. Det er en stor sorg at abortere og også et stort chok når det sker på den måde det er sket for dig – nemlig uden forudgående varsel.

Når jeg skriver ”mistet dit barn”, så er det for at pointere at du har grund til at sørge, være trist og modløs og for en stund føle, at du mister retning og mening i livet.

Du skriver ikke noget om hvilket netværk du har og hvem du har involveret i dine planer om at blive mor. Du har valgt at prøve at få et barn selv, og det kan være et ensomt sted at være, hvis ikke du har gode venner og familie til at værne om dig undervejs i den meget krævede proces det er, at være i fertilitetsbehandling. Så medmindre du allerede har involveret nære mennesker omkring dig, så er min første opfordring til dig, at du skal involvere dine nærmeste i dine tanker og følelser. Fortæl dem hvad du gennemgår og hvis ikke du har fortalt nogle om aborten og hvad der skete i dagene efter – så skal du gøre det nu.

Jeg tolker udfra dit brev, at du formentlig stadig har noget chok siddende i din krop og at din krop med rimelig sandsynlighed kæmper imod en ny ”trussel om tab” ved at gå i gang med en ny behandling. Det lyder måske lidt voldsomt når jeg skriver det på den måde, men kroppen skelner ikke på samme ”fornuftige” måde som vores sind og tanker. Det kunne muligvis være en ide for dig at få professionel hjælp – for på den måde at få forløst noget af det, som med meget stor sandsynlighed stadig sidder i kroppen på dig. Du er naturligvis meget velkommen hos mig i min praksis. Det er meget normalt at kroppen reagerer kraftigt på en mistet graviditet og en efterfølgende udskrabning. Vi moderne mennesker har bare en meget udtalt tendens til at lukke af for kroppen og dens signaler – og i stedet flytte fokus op til hovedet. Men kroppen husker – og det kan indhente os på mange måder.

Jeg vil slutte med at sige at du hverken er unormal eller overbekymret – du er i gang med noget så naturligt som en sorgproces. Det er selvfølgelig vigtigt at processen er fremadskridende og at du selv føler du kan være i det. Jeg vil råde dig til at overveje om du skal i gang med en ny behandling allerede nu, eller om du skal give dig selv et par måneder mere til at ”finde hjem til dig selv”. Bed evt om en samtale på den klinik hvor du er i behandling – jeg er sikker på at din kontaktlæge vil hjælpe og råde dig.

Jeg ønsker dig al mulig held og lykke fremadrettet.

De kærligste hilsner,

Tina.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *